Pressemeddelelse

MARSELISBORG work & life fortsætter væksten - overtager SPECIFIK ApS

Det er i dag offentliggjort, at SPECIFIK ApS overdrages til nye ejere. MARSELISBORG Work & Life overtager samtlige aktiviteter og fortsætter således ufortrødent SPECIFIK’s arbejde med at hjælpe ledige borgere tilbage i beskæftigelse. ”Det er med ro i sjælen, at jeg videregiver roret til MARSELISBORG, der er én af landets største aktører på området. De repræsenterer en bred og dybdegående faglighed, som helt i tråd med SPECIFIK’s ånd bidrager til den gode udvikling af beskæftigelsesområdet”, fortæller Bente Meltesen, direktør & ejer af SPECIFIK

Efter snart 16 år i front for virksomhed SPECIFIK har Bente Meltesen valgt at sælge. ”Det har været mange spændende år med udvikling og specialisering af indsatser til beskæftigelsesområdet, men nu er tiden kommet, hvor jeg har lyst til at drage videre i mit arbejdsliv”, fortæller Bente Meltesen. Måske er det de mange loyale kunder, skønne kollegaer og spændende opgaver, der har kunnet fastholde hende så længe. ”Jeg takker for alle de erfaringer, oplevelser og meget mere, som jeg kan tage med mig på min videre færd”, siger Bente Meltesen. 

Glæde over udsigt til fortsat vækst

Hos MARSELISBORG Work & Life udtrykker adm. dir. Mette Seeberg stor tilfredshed med overtagelsen af SPECIK.
”Jeg har de sidste 5 år haft den fantastiske opgave at stå i front for en offensiv vækststrategi i vores anden aktør virksomhed. Det kræver en kontinuerlig organisk vækst, men også strategiske opkøb inden for vores kerneområder, at fortsætte denne udvikling. Det er derfor med stor glæde, at vi i MARSELISBORG Work & Life nu har overtaget SPECIFIK ApS”, fortæller adm. dir. Mette Seeberg. 

MARSELISBORG Work & Life har i dag 14 centre fordelt i hele Danmark, hvor ledige borgere fra 35 af Danmarks kommunale jobcentre hjælpes tilbage til arbejdsmarkedet. Selskabet oplever stærk efterspørgsel på jobrettede indsatser og forventer fortsat vækst fremadrettet gennem tæt samarbejde med landets kommuner.
”Det konstant øgede fokus på at få borgere, der i dag er på kontanthjælp, sygedagpenge og integrationsydelse m.m., i beskæftigelse, har betydet at kommunerne udover at opruste internt også i stigende grad anvender private aktører til at løse opgaverne”, siger bestyrelsesformand Jens Heimburger og uddyber, ”Der er sket en stor udvikling inden for privat-offentlige-samarbejder og vi kan med glæde konstatere, at MARSELISBORG Work & Life bidrager med høje jobeffekter til glæde for den kommunale beskæftigelsesindsats og de enkelte borgere”.    

Stærkt match og dybdegående faglighed

Mette Seeberg pointerer at SPECIFIK udgør et stærkt match, der supplerer MARSELISBORG Work & Life på fortrinlig vis, da selskaberne i dag deler visioner for den fremtidige beskæftigelsesindsats i Danmark. ”For mig repræsenterer SPECIFIK en bred og dybdegående faglighed, som er helt i tråd med MARSELISBORG’s værdier og visioner om, at være banebrydende og firstmovers inden for anden-aktør-markedet. Vi vil sammen kunne sætte vores aftryk på beskæftigelsesindsatsen i Danmark”, siger adm. dir. Mette Seeberg.  

MARSELISBORG Work & Life har i dag 70 konsulenter ansat på selskabets 14 jobcentre i hele landet, samt selskaberne Marselisborg Consulting og Marselisborg IT der samlet består af 40 konsulenter. Med tilføjelsen af SPECIFIK styrkes den faglige dybde selskabets tilbud til offentlige, såvel som private aktører. ”Vores medarbejderes specialistkompetencer spænder vidt, hvorfor vi kan varetage opgaver inden for alle dele af beskæftigelsesindsatsen. Dette omfatter jobrettede indsatser for kommunale aktører, men også eksempelvis ressourceforløb og coaching af stressramte personer, der er dækket af private sundhedsforsikringer og pensionsordninger, og samtidig udnytter vi medarbejdernes praksisnære specialistkompetencer i dele af vores konsulentopgaver”, forklarer Søren Dinesen, CEO for MARSELISBORG´s samlede selskaber.      

Ingen ændringer for borgere eller jobcentre 

Marselisborg overtager alle SPECIFIK’s eksisterende kontrakter og samarbejdsaftaler med jobcentrene, hvorved disse fortsætter på uændret vis, hvilket pointeres af Mette Seeberg. ”Vi kommer til at føre de gode produkter og leverancer videre, som SPECIFIK har aftalt med jobcentrene, og som vi nu står på mål for juridisk og indholdsmæssigt. Vi tager med det samme kontakt til vores nye samarbejdspartnere, og går i dialog om et godt fortsat samarbejde”. 

Fakta: 

MARSELISBORG blev stiftet af Beskæftigelsesministeriet i 2002 under navnet ”Jobcenter Marselisborg. 

SPECIFIK ApS blev stiftet i 1994 af Bente Meltesen.  

MARSELISBORG Work & Life har i dag egne jobcentre på 14 forskellige lokationer i Danmark, hvor ledige borger tilbydes hjælp til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

MARSELISBORG Work & Life beskæftiger i dag 70 konsulenter, der bistår de danske kommuner med jobrettede indsatser inden for beskæftigelsesområdet. Derudover har MARSELISBORG Consulting og Marselisborg IT 40 konsulenter, der rådgiver offentlige kunder inden for de brede velfærdsområder. 

MARSELISBORG er ejet af selskabets partnerkreds, Jakob Paaske, Lars Buchholt, Peter Andreasen, Mette Seeberg og Søren Dinesen (CEO), samt Generationsskifte Invest A/S med Jens Heimburger som bestyrelsesformand. 

Læs mere på http://www.marselisborg.org/ejerforhold

 

keyboard_arrow_up